tirsdag den 29. september 2009

Workshops - Ting på nettet

De sidste dage på bibliotekerne er gået med it-workshops: Foto på nettet.
Det viste sig, at der var stor interesse, så vi planlægger en gentagelse sidst på året, for jer der ikke nåede at komme med. Og i uge 43 introducerer vi "Borger på nettet" med skat, lægesskift m.v. - i samarbejde med Borgerservice. Se mere i pressen og på hjemmesiden.

mandag den 7. september 2009

Bogsalg


Så har vi atter åbent om lørdagen på bibliotekerne i Støvring og Skørping.

I lørdags tog vi en gammel tradition op og bød på bogsalg på Støvring Bibliotek.
Mange havde taget startopstilling foran hoveddøren, så de var klar til at spurte op ad trapperne, når dørene åbnedes kl. 10.00. Og den første halve time myldrede det bare ind. Poser blev fyldt til randen, og på to timer blev alt revet væk.

lørdag den 4. juli 2009

God sommer!

Bibliotekspolitikken er nu vedtaget på byrådsmødet den 25. juni. Her er nedskrevet de mål og visioner, som vi på biblioteket skal arbejde frem imod de kommende år.

I processen har bibliotekets personalegruppe, borgere og interessegrupper været med og resultatet er blevet til visionære pejlemærker som grundlag til vores videre arbejde. Det ser vi frem til.

Lige nu står sommeren dog for døren. Ferietiden er over os. Halvdelen af bibliotekspersonalet er på sommerferie, mens resten er tilbage og holder bibliotekerne åbne. Uanset vejret har vi heldigvis altid mange brugere. Du er også meget velkommen.


Rigtig god sommer.

tirsdag den 21. april 2009

Bibliotekspolitik

En ny bibliotekspolitik er undervejs i. Et udkast er netop sendt i offentlig høring.

Under udarbejdelsen har vi på biblioteket været igennem en spændende proces.
Dels på temamøder i personalegruppen og dels ved fokusgruppesamtaler med interessegrupper, fagpersoner, borgere m.v. Jeg vil her benytte lejligheden til at takke alle jer der har bidraget.

Hvis du er interesseret, kan du læse det foreliggende udkast på et af bibliotekerne/ bogbussen eller på www. rebild.dk. Vi skal anmode om at eventuelle høringssvar modtages senest den 29. maj.


mandag den 20. april 2009

Velkommen til min blog!

Foråret er over os og vi kan glæde os de lyse tider.
De første vintermåneder i året har ellers som altid været med fuld aktivitet. Mange lånere / brugere på bibliotekerne og i bogbussen - og med stor tilslutning til de mange spændende arrangementer.
De faktuelle tal understreger da også travlheden. I 2008 havde vi på bibliotekerne en samlet udlånsfremgang på 13,6 % i forhold til 2007 :-)